Når sangere optræder, bedømmer vi deres stemmer ud fra, hvad der behager og rører os: en smuk lyd, vedholdende stemmeproduktion, musikalitet, virtuositet, fortolknings- og formidlingsevne.  Disse parametre er naturligvis også fremherskende i de mål, som sangere sætter sig.

For at kunne gøre fremskridt kræves en langvarig bestræbelse på at indarbejde nye vaner, afbalancere eksisterende færdigheder, opbygge styrke, koordination og smidighed. Det er vanskeligt at opnå væsentlig forbedring i et enkelt aspekt af ens fysiologi eller koordination uden at have det store billede for øje. Ethvert specifikt problemområde, er sandsynligvis et symptom på et mere overordnet problem og enhver ændring i en del af systemet, bør forsigtigt integreres i helheden.

Derfor er det vigtigt at skelne mellem at bedømme sangerens sangstemme; stemmens skønhed, ensartethed i stemmeproduktionen osv. og at bedømme funktionen af de enkelte komponenter i stemmens teknik og sangerens evne til at integrere disse komponenter i en koordineret proces. Så omend det er vigtigt at have tydelige mål, er vejen til at opnå disse mål baseret på en omfattende vurdering af såvel sangerens fysiologi og nuværende færdigheder for løbende at kunne vurdere og evaluere styrker, svagheder og ubalancer i alle områder af stemmeproduktionen.

Følgende parametre indenfor stemmeteknikken indgår i min første undersøgelse af din sangstemme.

Stemmelæbefunktion

  • Er stemmelæbelukket intakt gennem hele dit stemmeomfang?
  • Kan du tale i en given tonehøjde uden at øge lufttrykket under stemmelæberne?
  • Kan dine stemmelæber respondere passivt, når du skal slippe udåndingen uden at du øger lufttrykket under stemmelæberne?
  • Synger du med overdreven adduktion (stemmelæbelukke/kompression) eller abduktion (luftfyldthed)? Hvis dette er tilfældet, er det så i alle registre eller kun i bestemte dele af stemmeomfanget?

Åndedrætskoordination

  • Har du en god bevægelsesfrihed ved både det abdominale, diafragmale og kostale åndedræt?
  • Kan du udføre lydløs indånding?
  • Kan skuldrene forblive afspændte under vejrtrækning?
  • Kan du bevare en god holdning med udvidelse af de nederste ribben på udåndingen?
  • Kan du bruge din core-muskulatur til at stabilisere holdning og åndedræt uden at komme til at presse?

Tonehøjderegulering og intonation

  • Stiller du om i strubens muskulatur for at intonere eller tillader du dit øre at regulere din stemme organisk?
  • Sætter du an direkte på den ønskede tone eller glider du op på den?
  • Hvordan er din intonation som helhed?

Registre

  • Kan du bevæge dig ubesværet gennem stemmens registre fra top til bund, eller er der knæk?
  • Trækker du dit fuldregister med for højt op?

Stemmeomfang

  • Hvad er dit nuværende stemmeomfang?
  • Er der noget, som begrænser dit stemmeomfang?
  • Hvad gør du for at kompensere for eventuelle fysiske begrænsninger?

Artikulation og vokalbehandling

  • Kan du bevæge din tunge, kæbe og læber uafhængigt af hinanden?
  • Er kæben fri og afspændt?
  • Trækker du tungen bagud og ned?
  • Er din vokaldannelse egal eller er der forskel på klangdannelsen på forskellige vokaler?

Resonans/klang

  • Hvordan er din klangforståelse og klangbehandling?
  • Kan du anvende sensorisk feedback til at regulere stemmens resonans?
  • Kan du omforme og udvide dine resonansrum, så de passer til ændringer i tonehøjde og vokal?

Fleksibilitet

  • Kan du udføre et frit portamento?
  • Kan du udføre præcise skalaer i forskellige tempi?

Dynamik

  • Kan du øge stemmestyrken (crescendo) uden at presse stemmen og tage fat i halsen?
  • Kan du minimere stemmestyrken (decrescendo) uden at miste støtten eller at stemmen bliver væk?
  • Kan du udføre et egalt crescendo og decrescendo på udvalgte tonehøjder?

Stemmevurdering

Der er mange måder, hvorpå man kan manipulere stemmen for at kompensere for fejl og mangler og dermed opnå en bedre lyd. Derfor anvender jeg en række ”diagnostiske” øvelser for at kunne lave en stemmevurdering. Mange af disse øvelser isolerer specifikke komponenter af stemme-/sangteknikken, som ikke kræver fuld sangproduktion og dermed tillader sangeren at koncentrere sig om stemmevurderingen snarere end om at skulle producere en god lyd.

Hvis stemmen er slidt eller beskadiget, inddrager jeg et stemmelogopædisk udredningsredskab. De oplysninger, som jeg indsamler ved den første stemmevurdering, gør mig i stand til at anbefale hvilke færdigheder en sangelev/klient skal prioritere i sin øvelsespraksis og tilrettelægge en langsigtet strategi, som kan hjælpe sangeren til at nå sine mål.  Jeg kan derved sikre eleven en afbalanceret teknisk udvikling og samtidig hjælpe dem med at eliminere anstrengende kompenserende strategier.